Freja af Johanne Hildebrandt (Sagaen om Valhal #1)

Titel: Freja
Forfatter: Johanne Hildebrandt
Forlag: Forum
Udgivelsesår: 2009 (org. 2002)
★★★★☆

Første bog i sagaen om Valhal handler om den unge, månepræstinde Freja der lever i byen Vanaheim cirka 700 år før Kristus. En krig nærmer sig fra syd og de tre præstinder Freja, Gullveig og Snotra sendes til de omkringliggende landsbyer for at bede om hjælp til kampen. Da de når Idunvallen hvor høvdingen Odin hersker opstår fatale komplikationer med de tre præstinder og høvdingens folk. Vi følger herefter Frejas møde med den brede og muskuløse Tor, gudernes magter og stridigheden mellem Vanaheim og Idunvallen. 

Johanne Hildebrandt har skabt denne (fiktionelle) historiske fortælling, der bygger på oldnordiske myter og historiske antagelser om hvordan Valhal opstår – hvordan guderne Odin, Tor, Freja og jætten Loke finder deres plads og jeg kan allerede afsløre at jeg er spændt på forsættelsen i bogen Idun.

” – Livet er en pinefuld vandring mod døden. Alligevel kan en mand opleve stor glæde. Jeg skal hilse og sige at du er en kilde til sådan en glæde.” 

Bogen har efter min mening rigtig mange kvaliteter, kærlighedsromancen mellem Freja og Tor indeholder et lidt anderledes tre- og firkantsdrama, deres kærlighed bliver ikke for over-romantiseret og den holdes tro mod deres dybt forskellige opvækst. Derudover sker der meget på bogens 347 sider, men det bliver ikke overvældende for læseren, Hildebrandt sørger for at binde de sløjfer der skal bindes på handlingens sideløbende småhistorier og resten er jeg sikker på vil blive ordenligt afsluttet i de to forsættelser.

Trods bogens handlingsforløb ikke er nervepirrende, er det dog spændende og jeg som læser var konstant underholdt. Det største (og eneste rigtige) minus ved bogen var sproget – jeg skal ikke udelukke at det kan skyldes oversætteren Christina Bojlén – der til tider varierer meget fra gammeldags sprogbrug til et mere nutidigt. Flere gange oplevede jeg i særdeleshed Tors sætninger blev en tand for moderne. Det blev sådan et irritationsmoment, at jeg rent faktisk stoppede op og blev irriteret over det specifikke ordvalg.

Du skal læse Freja hvisdu interesserer dig for nordisk mytologi og vil have et bud på hvordan det hele opstod, men jeg vil også anbefale Freja til læsere der nyder historiske værker præget af lidt fantasy! Det var alt i alt en rigtig dejlig bog.

michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Blog Comments

Den lyder virkelig spændende! Jeg har aldrig hørt om denne bogserie, men jeg har altid elsket den nordiske mytologis historier, så det kunne da godt være, at man skulle have fingre i den!

Jeg er lykkelig over at du har introduceret denne bogserie her på bloggen! den er SÅ meget på min to-read liste og jeg kan næsten ikke vente.
Nordisk mytologi er for mig det sejeste "eventyr".
God anmeldelse som øger spændingen.

Det synes jeg bestemt at du skal Mette, det er ikke en historie der flytter bjerge, men med lidt kærlighed til de gamle mytologier er det sand læseguf.

Og mange tak, Ditte. Nordisk mytologi er noget af det bedste hvis du spørger mig, jeg håber denne saga vil bringe et lys over hvordan den KUNNE opstå! Ps. Din kommentar varmer! ^^

Leave a Comment