Anmeldelse: Half Bad – Halvkode af Sally Green

Reklame | anmeldereksemplar fra Carlsen

Originaltitel: Half Bad
Forfatter: Sally Green
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2014
★★★☆☆

I verden hvor hekse er delt op i hvide og sorte kæmper Nathan en brag kamp med at finde sin egen identitet, han er nemlig halvt af hver og det har ikke så lidt betydning. Den sorte side siges at være lig med anarki og vildskab, og den hvide er den rene og fornuftige, men hvis man på en brutal måde forfølges af Rådet for de hvide hekse, så er valget mellem siderne måske ikke så lige til – eller er det?

“At vågne op til himmel og luft er okay. At vågne op til buret og lænkerne er, som det nu engang er. Du ikke lade buret få dig ned med nakken. Lænkerne gnaver, men det er nemt og hurtigt at hele, og så kan det vel være lige meget?”

Nathan er søn af den ondeste heks der nogensinde er blevet registreret. Faren Marcus har nemlig mange lig på samvittigheden, men alligevel bærer hans søn et brændende ønske om en dag at møde ham. Et forståeligt ønske, selvom Rådet synes at mene det modsatte. Halvkode spiller på den velkendte idé om hvid og sort magi, og de skrevne ord kredser hele tiden om hvad ondskab (og godhed) er for en størrelse, hvilket sætter vores protagonist i en svær klemme. 

Der er et eller andet ved det gode versus det onde der tiltaler mig modbydeligt meget. Jeg ved ikke hvad det er, om det er barndommens historier der spiller mig et puds, men jeg synes dæleme det er sjovt læsestof. Halvkode gør det rigtig godt på denne front, selvom hele faderkomplekset skildres allerede ved bogens begyndelse, hvor Green vælger at citere Hamlet, så mistede min læsning faktisk ikke sin værdi. Jeg fik på intet tidpunkt revet tæppet væk under mig, men jeg blev både underholdt og jeg fik lidt sår på sjælen hver gang brutaliteter ramte den kære protagonist. Fortællingen formår på en fin vis, at skildre tvetydigheden i det gode (og ondskab). Green stiller spørgsmålstegn ved hvor langt man skal gå i den gode sags tjeneste, og viser sin læser at en kritisk sans aldrig har skadet nogen.

Selvom fortællingen ikke nåede at overraske mig, så kan jeg ikke komme udenom at det var en skidegod historie. Nathan er en lille charmetrold og fortællingen i sig selv er spændende. Dog haltede sproget af og til, og det blev en kende for enkelt til min smag. Når det er sagt, må jeg erkende at jeg hyggede mig med at læse denne debutroman, og jeg vil glæde mig til dens efterfølger!

“Han svarer ikke, men lægger sig på knæ og omfavner mig. Sådan sidder vi længe. Han omfavner mig, og jeg er helt stiv af vrede og har lyst til at såre ham. Efter en lang tid omfavner jeg også ham, bare en lille smule.” 

michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Blog Comments

Åh ja, der var den – jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad den manglede, men det er selvfølgelig sproget, som er lidt en tør kiks… ^^' jeg glæder mig sådan til at læse resten af trilogien (ja/nej? Sikkert.)

Det var i hvert fald sproget jeg ærgrede mig mest over i "Half Bad", resten synes jeg egentlig var fint nok. Igen, den trækker stjerner på dens underholdningsværdi, som jeg absolut ikke synes man skal undervurdere ^^

Jeg er lidt i syv sind når det kommer til den her bog.. egentlig synes jeg også at indholdet og plottet er godt lavet, men udover det, synes jeg ikke rigtig hverken sproget eller opbygning sagde mig særlig meget, desværre 🙂

Åh ja, det er lidt ærgerligt. Personligt synes jeg det er fedt at hun i sit prosa eksperimenterer med formen, men sproget halter dog lidt ^^

Leave a Comment