10 ting vi som kunder skal huske i julen

Julen er en tid hvor hyggen er i højsædet. Vi skal have god mad, være sammen med vores kære og vi skal have alle de gaver vi har ønsket os. Og det er lige netop det her med gaverne, der giver mig anledning til dette indlæg. Som du nok ved er jeg boghandler, og når man arbejder som boghandler betyder det naturligvis at jeg tilbringer mine decemberdage i en forretning. Dette indlæg – jeg har valgt at kalde 10 ting vi som kunder skal huske i julen – er et juleønske fra mig, om at vi alle kan have en magisk jul. En lille reminder, der selvfølgelig ikke er henvendt alle der bevæger sig ud som kunder i det ganske danske land. 
  1. Først og fremmest december er køernes tid, og sådan er det bare. Vi kan ikke komme uden om meterlange køer, og særligt ikke i den sidste uge vi nu skal i gang med. Pak tålmodigheden med ned i indkøbsnettet.
  2. Butikker ansætter juleassistancer i julen. For langt de fleste forretninger ligger en stor del af årets salg i decemberdagene op til juleaften. For os er det noget der ligner en fjerdedel af omsætningen der hentes ind i december måned. Det betyder at vi er nødt til at få folk ind som kan give en hjælpende hånd for at bl.a. punkt nummer 1 ikke bliver for overdrevent.
    Men husk nu, at dem der befinder sig i kassen i december måned, ikke nødvendigvis er kendt i forretningen. De har måske endda kun haft enkelte vagter i november og starten af december. Vi må ikke forlange de har lært alle forretningens tredivetusinde varernumre at kende på den tid. Bær over med de ekspedienter du møder, de kæmper en brag kamp for at du som kunde føler dit besøg har været det værd.
  3. Måske lagerfører vi ikke din vare. Lad mig gøre Bog & idé – min arbejdsplads – til det aktuelle eksempel. På vores hjemmeside er (næsten) alle de varer vi har mulighed for at fremskaffe listet. Det betyder ikke at vi lagerfører dem alle i alle forretningerne. Det er en god ting at huske på, når vi som kunder besøger en forretning. Hvis vi skulle have plads til alle varerne, skulle alle Bog & idé forretninger være lagerhaller, og det er simpelthen ikke en mulighed. Men vi vil meget gerne finde og skaffe varen hjem til dig – hvis vi altså kan nå det.
  4. Hvilket leder mig direkte til punkt nummer fire: Vi vil rent faktisk gerne hjælpe dig. Selvom vi selvfølgelig er sælgere der skal have solgt x antal varer for at nå vores økonomiske mål, så har vi rent faktisk en brændende interesse for, at du kommer til at gå med det produkt du ønskede. Og hvis det ikke er muligt – det kunne være pga. leveringstiderne – et alternativ til den gave du oprindeligt havde i tankerne.
  5. Det er billigere på nettet. “Men hos Saxo kan jeg købe den 50 kr. billigere” Det er dyrt at holde en forretning åbent for kunder, og små enkelte boghandlere kan ikke købe hjem til samme rabatter som diverse lagerhaller. Vi har hverken plads eller kunder nok til det.
  6. I samme stil som punkt nummer fem vil jeg lige fremhæve at prisen er hvad den er, hvis du har fundet den billigere et andet sted, så skal du være velkommen til at købe den der.
  7. Det her er vores jul – ment på den måde, at mens du har fri til at juleshoppe, står jeg på den anden side og giver dig varer at købe. Jeg har tre fridage i december, og næsten to hele døgn i overarbejdstimer. Jeg kører vitterligt i tomgang det meste af tiden, og det her er realiteten af min jul. Misforstå mig nu ikke jeg kan godt lide det. I julen kører alt i et helt andet gear end normalt, men man skal aldrig glemme at en dårlig kunde, kan ødelægge en ellers god dag. Ligesom en god kunde, kan redde en dårlig dag. Og det betyder virkelig meget, for min restitueringstid mellem vagterne er minimal.
  8. Respektér pauserne – i forlængelse af snakken om overarbejde og restitueringstid. Så vær aller venligst at respektere de ansattes pauser. Vi prøver år efter år, at kunder stikker hovedet ind i baglokalet, fordi de kan høre nogen sidde derinde og de ikke kan overskue de lange køer. Der bliver jeg bare nødt til at være lidt gnavpot-agtig og sige it’s not ok.
  9. Snak pænt – altid. Også selvom du er stresset eller irriteret. Husk tålmodigheden nede i indkøbsnettet.
  10. Vi er alle sammen mennesker. Summa summarum af det hele er at vi skal huske mennesker har det med at blive julestressede. Vær venlig, overbærende og snak pænt uanset hvilken side af disken du står. Vi gør alle det allerbedste vi kan på det givende tidspunkt. 

Det blev måske sådan lidt surhedsgtigt – det var ikke planen. Men som ekspedient i en af Danmarks mange forretninger er det her 10 ting, jeg gerne vil huske folk på i denne travle tid. Og særligt i den uge vi kommer ind i. For for dælen hvor jeg kommer til at løbe hurtigt. 

Og – selvfølgelig – glædelig jul derude! 

michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Blog Comments

HØRT! Så vigtig et indlæg, og det er heldigvis sjældent at jeg støder på sure kunder. Men vi står der altså hele dagen og pakker 100000 gaver ind, så den der tålmodighed – den må de gerne huske <3

Oh yes, jeg har også stået i boghandel op til jul. Det er fedt når det går hurtigt, men man kører altså sur i det, hvis der ikke er en vis forståelse fra kunderne 🙂

Leave a Comment