Anmeldelse: Aftenenstjernen af Dea Trier Mørch

Titel: Aftenstjernen
Forfatter: Dea Trier Mørch
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 1982
★★★★☆

Niels Peter og hans to søskende Mette og Simon rydder op i familiens sommerhus efter deres mors terminale kamp mod kræften. Under oprydningen bearbejder de deres følelser i relation til det tab de har lidt — læseren hører gennem flashbacks om det ni måneders lange sygdomsforløb de og moren har gennemgået.

Aftenstjernen er en barsk roman om sorg og familie. De tre søskendes indbyrdes forhold bliver sat på spidsen under de prækere omstændigheder, og der bliver skabt en fin og tålmodig stemme til de pårørende. 

“For én af hovedreglerne i familien var – du skal ikke lade solen gå ned over din vrede.”

Det er mit første møde med Dea Trier Mørch, og det bliver bestemt ikke det sidste. Aftenstjernen var den perfekte start på mit læseår — den er fin, kærlig, interessant og sørgelig. Det er een af de bøger, der giver en masse stof til eftertanke. Under sorgarbejdet stiller Mørch en række meget relevante spørgsmål som: er børnene forpligtet til at følge mores ønsker efter hendes død, hvis de strider mod deres egne? Hvad er et liv og hvad er et værdigt liv? Hvor finder vi de sunde og holdbare relationer? Og hvad et hus/et hjem?  

Sidstnævnte gav stof til nogle af mine yndlingspassager. For det første elskede jeg Dea Trier Mørchs områdebeskrivelser og fortællinger om det fælles sommerhus familien opholder sig i. Beskrivelser som:  

“Havedøren stod åben. De kunne høre græs og blade ånde.
Vandet i søen. Dyrene, var vendte sig i skoven.

Solen stod lavt over horisonten og kastede et langt, gyldent skær fladt over den gule kornmark, ind over hækken, gennem ruderne i stuen og ud på gårdspladsen og den lille birkeallé.

Og han ønskede, at han og hans mor kunne glide væk på de stråler, der nu skar gennem huset. Bare glide ude ad jordtangenten og forsvinde —” Der sker en personificering af området, fordi familien holder det så kært, og det var komplet umuligt for mig som læser ikke også at elske det.

For det andet åbnede det for diskussionen om hvad der er et hjem. Hvilke elementer udgør et hjem? En diskussion jeg altid finder interessant.

“Natten kom med sin storhed og svøbte hus og marker i sit mørke.”

Aftenstjernen bliver et symbol for bogens indhold. Det er den begrænsede klarhed lige før solen går ned, hvilket gør både stjernen og bogen så smuk. Sorgen bringer det bedste og værste frem i karakterne, men deri findes klarheden der gør at karakterne kan komme videre.

Jeg synes Dea Trier Mørch har skabt noget enormt fint med denne roman, og selvom emnet langt fra er banebrydende eller nyt, så er det almengyldigt og altid aktuelt. Med Aftenstjernen synes jeg hun giver et smukt bidrag til samtalen.

“Havde en følelse af at stige op fra den mørke jord og bryde igennem et koldt skylag til en blå himmelbue: Endelig!
Endelig skimtede en afslutning.”

michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Leave a Comment