Anmeldelse: Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA skab af Romain Puértolas

  • Home
  • Anmeldelse
  • Anmeldelse: Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA skab af Romain Puértolas

Reklame | anmeldereksemplar fra Rosinante & Co

Originaltitel: L’extraordinairevoyage du fakir qui était resté coincé dans une armoire Ikea
Forfatter: Romain Puértolas
Oversat af: Agnete Dorph Stjernfelt
Forlag: Rosinante
Udgivelsesår: 2014 (org. 2013)
Antal sider: 253
★★★☆☆

Ajatashatru Lavash Patel er en indisk fakir der begiver sig ud på en umiddelbart simpel rejse til Paris for at købe en sømseng i IKEA. Hvad der ikke er så umiddelbart er hans svindleriske metoder, han har nemlig ingen penge og har derfor på en snor fastgjort en falsk 100 kroneseddel til betaling af både transport og af sømseng. Hvad der heller ikke er så umiddelbart er hans møde med den franske Marie, for ikke at tale om hans møde med taxachaufføren Gustave Palourde, samt den udfordring karma viser sig at være.

Og mens han holdt og ventede på, at lyskurven skulle spytte sit eukalyptusbolsje ud, spirede en tanke frem i hovedet på ham: Efter endt indkøb i varehuset havde inderen måske brugt det visitkort fra Taxis Gitants, som han havde givet ham.

Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab er en kæk lille beretning der med sproglig udmærkelse formår at fortælle en underholdende historie om en inder på afveje. Det må siges at være en vaskeægte røverhistorie. Puértolas klare force er sproget – romanen har hele vejen igennem et legende sprog der, ligesom handlingen, formår at overraske læseren. Den er bare skide godt skrevet! Et andet element jeg bryder mig om, er den fantasi og kreativitet der ligger til grund for at kunne skrive en sådan bog. Den både stakkels og heldige Ajatashatru Lavash Patel kommer på en længere og en anelse vanvittig rejse, men på intet tidspunkt stoppede jeg med at tro på de begivenheder der bragte ham videre.

Hvad der ærgrer mig ved Puértolas roman er, at jeg aldrig nåede et punkt hvor jeg sympatiserede med hovedprotagonisten. Marie er faktisk den eneste karakter, hvor jeg virkelig ønskede at det ville gå hende godt. Det er en skam, fordi selve fortællingen er underholdende og konstant overraskende.

Det er en kode B (som i Bedrager), en kode B (som Bandit) I hørte rigtigt, en kode B (som i Bare vent, dit Bæst, jeg skal Bukke Begge ender sammen på dig, din Billige Bavian!).

Når man taler om at der er to sider af samme sag, virker fortællingen om Ajatashatru Lavash Patel rimelig meget som den side man normalt ikke hører. Den giver et friskt pust med en utrolig historie inden for underholdningens præmisser, men som samtidig er en utrolig historie om skyggesiden, bagmedaljen om man vil, bag indvandring hvad enten den er illegal eller ej.

Du skal læse Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab hvis din næste bog skal være lidt spøjs, let læselig og meget underholdende og overraskende.

michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Leave a Comment