ANMELDELSE: FORDI JEG ELSKER DIG AF HELENE URI

Originaltitel: Fordi jeg elsker deg
Forfatter: Helene Uri
Forlag: Forlaget Klim
Udgivelsesår: 2016 (org. 2015)
★★★☆☆

Da Elin en dag taber sin telefon, bliver den samlet op af Frederik. Frederik har fortryllende turkise øjne, og et endnu mere fortryllende smil som han i den grad sender til Elin. Tabet af telefonen bliver til en date, som bliver til et forhold. Alt er godt, faktisk ligeså godt som i romantiske film – indtil den dag hvor nogle underlige SMS’er tikker ind fra en person der hedder Bjørn. 

Fordi jeg elsker dig er en historie om den første kærlighed, om venskaber og om overgangen mellem barn og ung. I kortfattede kapitler skildrer Helene Uri unge Elins forvildelse. Forvildelse ind i kærlighed og forvildelse ind i et meget manipulerende forhold. 

Frederik viser sig hurtigt at være drømmen – han er perfekt. Elins venner er vilde med ham, Elins mor er vild med ham og alle kigger misundeligt efter dem, når de forlader skolen. Elin er hammerforelsket, hvilket resulterer i at skyklapperne måske sidder en anelse for stramt. 

Med denne bog, gør forfatteren noget rigtig fint. Helene Uri fortæller en tabuiseret historie. Hun fortæller en historie om, hvordan man let manipuleres. En historie om hvordan man – selvom der måske vides bedre – lader sig tro på det bedste i mennesket. Hun skildrer en realistisk forvildelse, som mange oplever på daglig basis. 

Bogen er langt fra perfekt, men den rummer en vigtig historie. Det er sådan en bog, jeg ville ønske stod på samtlige skolebiblioteker, og som alles forældre ville læse. Den italesætter problemer, som ikke er lette at snakke om. 

michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Leave a Comment