Anmeldelse: I hunt killers af Barry Lyga

Reklame | anmeldereksemplar fra Høst & Søn

Originaltitel: I Hunt Killers
Forfatter: Barry Lyga
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2014 (org. 2012)
★★★☆☆

På en mark i udkanten af den lille by Lobo’s Nod finder politiet liget af en ung kvinde. Jasper Dent, bedre kendt som Jazz, overværer politiets efterforskning af mordsagen på lidt for tæt hold, og der går ikke lang tid før han begynder at se et velkendt mønster i mordene. Et mønster der skræmmer livet af ham, fordi de minder frygteligt meget om den slags hans far begik inden han blev spærret inde for fire år siden. 

I Hunt Killers er en god blanding mellem et meget humoristisk sprog og blodige deltaljer, hvilket gør den sjov at læse. Flere gange sad jeg og grinte både af og med karaktererne, andre gange blev jeg fuldstændig forarget over det der skete og hvad der blev sagt.  

“Seriemorderens fornemste evne er at kunne passe ind hvor som helst.”  

Jazz er sytten år og hans liv er mildest talt “op ad bakke”. Ikke nok med at han er søn af en af verdens værste (eller bedste om man vil) seriemordere, så har Kære Gamle Far tilmed lært ham hvordan man parterer mennesker og alt andet en seriemorder skal kunne. Det giver selvfølgelig drengen en række komplekser i forhold til sin identitetsdannelse. Desværre gør han dog kun hvad man forventer, og reagerer kun som man regner med. Jazz får aldrig selv mulighed for at overraske læseren, i hvert fald ikke hvis læseren er mig. 

Til gengæld er hans to følgesvende uundgåelige at holde af. På den ene side har Jazz sin altid loyale ven Howie. Han er høj og ranglet, han er ikke populær hos damerne og han er bløder – hvilket betyder at alle sindsoprivende begivenheder giver ham næseblod. Det kan altså være alt fra et mord, til en lidt for lang blikudveksling med en af det modsatte køn. På den anden side har han sin fornuftige, sorte kæreste Connie. Hun har altid et godt svar til hans indre komplekser, men til gengæld hader hendes far rige hvide mænd, hvilket ikke just hjælper på Jazz selvfølelse. Sammen danner de en dynamisk lille trio, hvor de to bikarakterer kan opveje lidt for Jazzs mangler.  

“Men det er ikke det eneste, der sker, Jasper. Der kommer også en lyd. Lyden af lyde, der ophører. Det er smukt, og fredfyldt og helligt. Man skal være helt tæt på for at kunne høre det.”   

Alt i alt placerer I Hunt Killers sig hverken i den værste eller bedste ende af mine læseoplevelser. Jeg får helt lyst til at kalde den udmærket. Selvom plottet var en anelse forudsigeligt, var jeg godt underholdt og havde hele tiden lyst til at læse videre. Derudover er Howie alene grund til at samle bogen op. Jeg boy-crusher totalt på ham.

michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Blog Comments

Jeg har virkelig overvejet at give mig kast med bogen igennem de sidste par uger.Fin ameldelse i hvert fald – den give rmig lyst til at sætte mig til rette med bogen, selvom den ikke nødvendigvis er højlitterær.

Mange tak skal du have. Nu har jeg ikke stort kendskab til krimier i almindelighed, men jeg synes nu den var vældig fin! ^^

Jeg blev først helt overrasket over at læse din anmeldelse på en krimi! Indtil jeg kom i tanke om jeres udfordring 😀 Jeg plejer ellers at læse din blog, for at få noget inspiration til hvad jeg kan læse, som jeg ellers ikke vil tænke på – du har nemlig en lidt anden smag end mig. Selvom vi deler samme kærlighed til Harry Potter! 🙂 Men det er nu også helt skønt, at se en anmeldelse på en krimi. Og når du kan give den 3 stjerner, er det da helt sikkert én jeg må have fat i!

Jamen jeg er da glad for at kunne inspirere, og hvor er det dejligt at du skriver det. Mange tak ^^ Jeg synes bestemt du skal få fingrene i "I Hunt Killers" den er skam vældig fin!

Det var så lidt – jeg er bare glad for at få noget inspiration 🙂

Leave a Comment