Anmeldelse: Insurgent af Veronica Roth (Divergent #2)

Originaltitel: Insurgent
Serie: Divergent 2
Forfatter: Veronica Roth
Forlag: HarperCollins
Udgivelsesår: 2012
525 sider
★★★☆☆

Denne spændingsfyldte 2’er forsætter hvor Divergent slap: Gruppen af overlevne Dauntless’ og Abnegation flygter til Amitys område for fred og ro til at planlægge deres næste træk i krigen mod Jeanine og Erudite. Herefter ryger romanens tempo igen i vejret, Tris kæmper med savn, anger og skyldfølelse over de bortfaldne. I kampen om egen accept og accept af den drejning der er sket i Chicago bliver Tris mere og mere dumdristig. Hun begynder at kaste sig ud i knap så gennemtænkte scenarier, hvilket hun også må betale prisen for.
  Hvis hun vil finde sandheden i denne verden må hun være stærkere end hun nogensinde har været, tage konsekvensfyldte valg og ofre alt hun har og ejer.

“Insurgent, he says. Noun. A person who acts in opposition to the established authority, who is not necessarily regarded as a belligerent.”

Forventningerne var høje til denne forsættelse i Divergent trilogien, og de blev på sin vis også indlevet. I min anmeldelse af Divergent snakkede jeg om manglende karakteropbygning, da karaktererne ofte fremstod en smule kedelige; det blev dælme lavet om i denne opfølgning. I Insurgent er Tris ikke længere robotagtig, nærmere det modsatte, vi følger hendes lange følelsesmæssige rejse. Hun angrer over at have dræbt Will, hun føler savnet efter hendes forældres død, og hun føler sig ansvarlig for sine handlinger. Denne ansvarlighed har dog både sine plusser og minusser; det er rart at Roth har valgt at holde det realistisk, at et menneske ikke blot kan slå andre ihjel og bare acceptere at det er for the greater good. Dog følger vi Tris tanker gennem hele bogen, og gennem hele bogen har hun det dårligt over det, efter min mening kunne der godt være skruet en smule ned for denne selvmedlidenhed, realisme eller ej.

”I have done bad things. I can’t take them back, and they are part of who I am”

Det er denne selvmedlidenhed der er bogens største minus, den kunne godt trække lidt i langdrag og den gjorde mig af og til irriteret på Tris. Men det er ikke kun Tris der er blevet “udbygget”, historiens karakterer har alle fået flere lag. Både karakteren Peter og Tris’ bror, Caleb, tog godt og grundigt røven på mig i denne bog, de handlede ikke som jeg forventede det af dem, og jeg sad tilbage med en følelse af … ”What just happened?”.

”People, I have discovered, are layers and layers of secrets. You believe you know them, that you understand them, but their motives are always hidden from you, buried in their own hearts. You will never know them, but sometimes you decide to trust them.”

Bogens største force er, efter min mening, at der ikke er en klar skildring mellem ondt og godt. Det bliver gennem hele fortællingen, og specielt i bogens slutning, klargjort hvor mange lag mennesket egentligt er i besiddelse af, samt at man ikke kan være det rene ondskab eller den rene godhed. Det giver historien en fed dimension, og endnu mere fortvivlelse om hvad der dog skal se med dem alle sammen. Åh Gud, hvor jeg dog ser frem til Allegiant.

Last note: Slutningen vendte op og ned på hele plottet. Det er ikke fordi selve twistet kommer bag på en (der er en stemningsopbygning gennem hele bogen) jeg så den bare overhovedet ikke komme.

Igen, fantastisk bog = læs den.

michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Blog Comments

Åh, jeg glæder mig til at få den læst!

Leave a Comment