Anmeldelse: Station Eleven af Emily St. John Mandel

Originaltitel: Station Eleven
Forfatter: Emily St. John Mandel
Forlag: Vintage
Udgivelsesår: 2015
Antal sider: 333
★★★☆☆

Under en opførsel af Shakespears King Learomkommer frontmanden Arthur på mystisk vis. Artur viser sig hurtigt at være fortællingens lim; han bliver bindeledet mellem bogens forskellige protagonister.

Station Eleven omhandler den såkaldte Georgia Flu – en pandemi der på få dage udrydder 99 % af verdensbefolkningen. Handlingen foregår 20 år efter pandemien brød ud, men bogen er spækket med flashbacks fra både før og under den stygge influenza. Vi følger en lille musikalsk teatergruppe som rejser fra sted til sted, og som aldrig har valgt er slå sig ned længere tid af gangen, vi følger Clark som lever i en lufthavn der er lavet om til et museum, og vi følger Jeevan som fungerer som praksiterende læge i et lille samfund. Vi følger forskellige mennesker der alle kommer med en unik fortælling om at tilpasse sig i en hel ny verden, hvor vores gængse hverdag er enten er blevet en fortrængt eller en nostalgisk erindring.

”Survvival is insufficient”

I min optik har Mandel skrevet en smuk, melankolsk og ikke mindst unik historie. Hun sammenfletter et persongalleri, med en god håndfuld personer, som ikke er svære at skelne fra hinanden, og som alle har noget interessant til at bringe historien frem. Karakterne er flerfacetteret, og har alle en uforgængelig dybde. På samme måde springes der frem og tilbage i tiden, men det blev heller aldrig et problem at finde rundt i som læser. Mandel formår generelt at udtrykke sig meget klart, og helt uden bogen mister sin lyriske værdi. For for fanden, hvor hun dog skriver sprødt! Dog synes jeg en lille svaghed lå i passagerne fra ”nutiden” (de 20 år efter The Georgia Flu). Når Mandel beskrivende fortæller om udbruddet og tiden derop til, skriver hun med en udtrykkelig nærhed. Man står med næsen lige i begivenhederne, men den nærhed fandt jeg ikke i de andre passager. Beskrivelserne af den nye verden blev en anelse flyvske, og ikke ligeså velbeskrevet, hvilket desværre også resulterede i, at jeg ikke var ligeså fanget af historien i de kapitler som omhandlede verdenen efter apokalypsen.    

”There was a moment on earth, improbable in retrospect and actually briefer than a moment in the span of human history, more like the blink of an eye, when it was possible to make a living solely by photographing and interviewing famous people.”

Overordnet set er jeg meget begejstret for denne roman. Jeg er helt tosset med skrivestilen – den melankoli hun tilskriver fortællingen, og den underspillede humor Mandel får historien til at blomstre med. For mig personligt kunne handlingsforløbet dog godt have brugt en større farer til at føre den frem – om det er fordi jeg er forzombiefikseret, kan godt være, men jeg manglede ”noget mere” end absurditeten i det ødelagte samfund og det genskabende menneske.

Du skal læse Station Eleven hvis du vil have en god (og moden) dystopisk fortælling om et nedbrudt samfund. Hvis du vil læse om mennesker, og hvordan disse kan tænkes at reagerer, når livet vendes på hovedet. Eller hvis du bare vil have noget brand god underholdning. 

michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Blog Comments

Den sælger du altså godt – den er lige rykket et godt stykke op på min mentale to-read-liste 🙂

Mvh.
Den lille Bogblog

Jamen det er jeg da vældig glad for at høre! Den er også rigtig god 😀

Hvor sjovt du lige har læst den.Jeg fik den til bogbloggertræf i efteråret og har netop læst den, dog i den dansk oversættelse. Og jeg er enig. Det er en meget fin, melankolsk fortælling.

Jamen det var da pudsigt. Det bliver nok bogen alle kommer til at snakke om! :DD

Leave a Comment