Efterår af Ali Smith

Originaltitel: Autumn
Forfatter: Ali Smith
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2018 (org. 2016)
★★★★★

Det er længe siden, at jeg har læst en bog der imponerede mig i en sådan grad, som Efterår af Ali Smith har gjort det. Det er en bog om venskab, om politik, om sprog & om kunst. Det er en bog om den politiske situation i England lige nu, men det er ikke en bog der kræver, at læseren på forhånd har en stor baggrundsviden for hverken den politiske situation eller den britiske historie.

Elisabeth møder troligt op på plejehjemmet for at besøge sin 101-årige ven, & tidligere nabo, Daniel Gluck. Bag dem har de sig et mere en 20 år langt venskab, der startede da Elisabeth, som 10-årig, fik til opgave at skrive om sin nabo. Et venskab der får en helt særlig dynamik af alderen mellem dem & forholdet til samme. Elisabeth ønsker sig at ældes, eller blive voksen, mens Daniel forsøger at fastholde hende (& måske også sig selv) i en form for barndom. I springende tid lærer vi dem & deres relation at kende.

“Vi er nødt til at håbe, sagde Daniel, at de mennesker som elsker os og som kender os en lille smule vitterligt har set os når det kommer til stykket. Når det kommer til stykket, er det ikke meget andet som betyder noget.”

Det her med alder og tid er et af bogens helt store temaer, men også sprog, litteratur, kunst, race & politik.

Bogen starter med at genskabe et citat af Charles Dickens “Det var den værste af alle tider, det var den værste af alle tider.” — den første i rækken af de mange intertekstualiteter Ali Smith smider ind i fortællingen. Med denne åbner hun op for en diskussion af begrebet tid. Et greb på Dickens originale: “It was the best of times, it was the worst of times (…)” Tiden der i sig selv kan rumme flere tilstande, altså flere tider. Men som i Ali Smiths version indeholder flere dårlige tider på een gang. En kommentar der både placerer bogen rent tidsmæssigt; i England før & efter Brexit, men som også (igen) kommenterer på alderen, eller karakterernes forhold til denne. Citatet opfølges af åbningscenen, hvor Daniel skyller ind fra havet i en tilstand, hvor han ikke ved om han er levende eller død, om han drømmer eller er vågen. I denne scene kigger Daniel ned ad sig selv, og ser en meget yngre krop end den han havde i sin sidste erindring. Måske et ønske om evig ungdom? Senere i bogen refereres der nemlig både til Alice i Eventyrland & Peter Pan, gennem den måde Daniel i sine dialoger tydeliggør, at han ikke synes Elisabeth skal blive voksen, & da slet ikke tilstræbe det. Han værdsætter børns legende tilgang til verden, og den uskyldige/rene måde de observerer den på. 

Men tiden ændrer også tilstande, som den har gjort det i forbindelse med Brexit, men også måden hvorpå vi er mennesker og har relationer.

“Tiden er sådan nu at folk siger ting til hinanden uden at det nogensinde udvikler sig til en samtale. 
Det er slutningen på al samtale.”

Mens Daniel lærer Elisabeth om ordenes oprindelse, lærer han hende at ord ikke kan stå alene (dermed at tiden heller ikke kan). For kan England overhovedet eksistere alene, uden at være en del af det større billede?

Det er en bog, der bevæger sin læser. Ligeså fin relationen mellem Elisabeth & Daniel er, ligeså skæv er Elisabeth’s relation til sin mor. Hendes mor som er fuldkommen besat af det her tv-show, der behandler antikke møbler. Endnu engang en reference til det gamle mod det nye. En afstandstagen der også kommer i en “os” og “dem”-form.
Vi får aldrig at vide, hvilken hudfarve nogle af karakterne har. Men alligevel kunne der godt være nogle indikationer på, at de i hvert fald ikke er hvide, eller måske både er farvede og hvide.

Da Elisabeth som 10-årig skal skrive sin skoleopgave, argumenterer hendes mor for, hvorfor hun ikke skal snakke med den gamle nabo. Det kan være han ikke taler særlig godt engelsk.
Samtidig er der flere tragiske, omend utroligt komiske scener, hvor Elisabeth forsøger at fornye sit pas. Men ligemeget hvor mange forskellige pasfotos hun kommer ind med, kan ekspedienterne finde noget galt med dem. Den ene gang er hovedet for stort til billedet. Næste gang er håret & ansigtet for tæt på hinanden:

“It’s on my head, Elisabeth says. That’s where it grows. And my face is also attached to my head.” 

Jeg ville gerne have fundet hele ovenstående dialog, for den er immervæk noget af det sjoveste jeg længe har læst. Desværre er min egen bog pakket ned, og kun ovenstående del kunne jeg finde på Goodreads. Sådan er der flere små bemærkningerne, hvor karaktererne hver for sig udstilles eller på anden måde underliggøres.

Om denne bog kunne jeg blive ved. Jeg indrømmer: Jeg synes den er genial. Ali Smith kaster om sig med allusioner, som læserne kan dykke ned i. Det er svært at snakke særskilt om dele af bogen uden at inddrage andre aspekter ved den. På den måde er dette nok også mere blevet til en rant end en egentligt anmeldelse. Men det synes jeg på sin vis også beviser, hvor meget jeg engagerede mig i bogen. Derfor vil jeg lade det stå, som et lille stykke bevismateriale til den tvivlende.

Efterår er en bog til læseren der elsker bøger & det skrevne ord. Netop pga. de mange intertekstualiteter, og måden Smith leger med sproget på. Den er skrevet af en forfatter, der godt tør forvente sig noget af sine læsere, & som ikke er bange for at tage stilling til ømtålelige & aktuelle emner. Det er bestemt ikke en bog for alle, men synes du den lyder spændende, så spring ud i det.

Behøver jeg at forklare, at jeg elsker bogen? At jeg vil læse hele kvartetten? & hvad end Ali Smith har skrevet før denne?

“Der er altid, der vil altid være, mere historie tilbage. Det er det en historie er.”

michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Leave a Comment