Endnu en god grund til at læse Efter Solen af Jonas Eika, og til at bruge Twitter

  • Home
  • 21. århundrede
  • Endnu en god grund til at læse Efter Solen af Jonas Eika, og til at bruge Twitter

Jeg kan ikke prale med at komme med den sensationelle nyhed i denne omgang. Alligevel vil jeg gerne samtale lidt om gårsdagens prisoverrækkelse. Den danske forfatter Jonas Eika vandt – til min store fornøjelse – Nordisk Råds Litteraturpris i går. Han vandt den med sin seneste udgivelse Efter Solen, en novellesamling som udkom i foråret 2018.

Nordisk Råds Litteraturpris er ikke den første pris, Jonas Eika vinder for sin novellesamling, tidligere er både Michael Strunge prisen, Den svære to’er, Montanaprisen og Karen Blixen prisen blevet tildelt ham/den. En afsindig flot præstation, men det er egentligt ikke det, jeg havde planer om at dele til aften. Det er nemlig hans takketale fra prisoverrækkelsen i går.

Hvis du ikke allerede har, så vil jeg virkelig anbefale dig at se Eika tale (videoen under). Den er modig, vild og nærmest berusende.



Nice to know: Ønsker du kun at se Eikas vindertale spol frem til 5:42.

Talen indeholder taknemmelighed over modtagelse af prisen, men tydeligere indeholder den en kraftig samfundskritik af både Danmark og Norden. Eika henvender sig direkte til læserne/seerne/os alle, og opfordrer til handling. Han taler til et solidarisk fællesskab, hvor vi får øjnene op for vores privilegier og undertrykthed, og hvor vi (for)deler vores ressourcer og penge ligelidt. Et direkte henvendende angreb på bl.a. vores statsminister, som i øvrigt var til stede under overrækkelsen.

Eikas budskaber står tydeligt tilbage. Han ønsker kulturelle og statslige ændringer, han taler ind i en fællesskabstanke flere savner. Han stiller sig kritisk over for institutionernes magt, og han mener vi skal lukke udrejsecentrene norden over. For at den nye orden kan indtræffe kræver det at vi: “… lærer at handle sammen igen på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver at vi finder hinanden.”

“Jeg tror, at der i litteraturen findes en drøm om et sprog der ikke kræver glemsel for at betyde noget. Et sprog der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åben for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvor fra en ny orden kan komme.”

Jonas Eika i sin takketale til Nordisk Råds Litteraturpris 2019

Ikke mindst fremhæver Jonas Eika at litteraturen er vores bindeled mellem drømme og virkelighed.

Hvad tænker du? Kan litteraturen forene os, og skabe broer mellem drømme og virkelighed?
Og hvad synes du om talen?



Juryens begrundelse: »Modtageren af Nordisk Råds litteraturpris 2019 er en ganske ung forfatter, hvis novellesamling Efter Solen har overrasket og begejstret juryen med sit globale perspektiv, sit sanselige og billedstærke sprog, og sin evne til at tale ind i samtidens politiske udfordringer, uden at man på nogen måde føler sig dirigeret et bestemt sted hen. Jonas Eika skriver om en virkelighed, der er genkendelig, om vi så befinder os i København, i Mexico eller i Nevada − blandt finansspekulanter, hjemløse drenge eller folk, som tror på rumvæsener. Men der er poetisk magi i luften. Virkeligheden åbner sig mod andre muligheder, andre dimensioner. Det er der noget vidunderligt og håbefuldt i, som præcis minder os om, hvorfor litteraturen kan andet og mere end at spejle det, vi allerede kender til.«




Bonusindsalg fra Twitter

Debatten er livlig, og folk er på barrikaderne. Jeg kan heldigvis tillade mig at være farvet, fordi bloggen er min. Derfor får du lige mit yndlingslollede tweet fra debatten med på vejen. Det er sådanne tilfælde der beviser mit studies relevans (webkommunikation, til dig der ikke ved det).


michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Leave a Comment