Jeg hader når nogen fløjer af Jacob Riewe

ad | anmeldereksemplar fra Høst & Søn

Originaltitel: Jeg hader når nogen fløjter
Forfatter: Jacob Riewe
Forlag: Høst & søn
Udgivelsesår: 2017
★★★☆☆

Oliver bor sammen med sin mor. Han er en forvirret, aggressiv og fortvivlet teenager – hun er voksen, på kontanthjælp og i dyb sorg. De taler ikke rigtigt sammen i familien, faren er ikke inde i billedet og Olivers lillesøster forsvandt for snart et år siden. 

At læse Riewe’s ungdomsroman var faktisk en tåkrummende oplevelse for mig. Tåkrummende fordi karakterne aldrig tager gode beslutninger for dem selv. Mulighederne flyver om næsen på dem, men ingen af dem gribes og de fanges begge i hver deres apatiske tilstand. 

Bogen er et lille glimt ind i en hverdag, jeg sagtens kan forestille mig mange danskere befinder sig i. Den fortæller en “sandhed” som langt fra er glamourøs, men som oftest fortælles fra udefrakommendes perspektiv.

Oliver står midt på gulvet på værelset og ser på tøjmasserne på gulvet. Det ser ud, som om skabet har brækket sig, mens han var væk. Han flår skabsdøren op, løfter et par af trøjerne. Han ser hen på sit skrivebord, på gulvet, på sengen. Hans næver knyttes helt af sig selv. Han åbner den øverste skuffe i skrivebordet og finder hurtigt en gammel gajolæske, som han åbner. Hun har heldigvis ikke fundet den.

For mig var bogens styrker uden tvivl de to hovedkarakterer Oliver og moren Vibeke. For selvom de begge både er tåkrummende og konstant tager nogle elendige valg, så er det svært ikke at holde af dem og heppe på at de nok skal finde deres plads i tilværelsen. De kæmper ihærdigt for at fylde søsterens fravær, og få deres hverdag til at hænge sammen.

På den anden side – er karakterne så intetsigende at man skulle tro det var løgn. Hvis jeg een gang til skal læse Oliver sige: “Det ved jeg ikke”, så bliver mere end et af mine hår på hovedet revet ud af hovedbunden. På den måde kan du nok forstå, at jeg har fået et meget komplekst forhold til Oliver og Vibeke. 

Dialogen bærer en stor del af bogen, da den fysisk fylder mange af siderne. Og selvom jeg på en måde endte med at holde af karakterne, så er “det ved jeg ikke”-sætningen ikke den eneste genganger. Dialogen passede på den måde meget godt til karakterernes intetsigendehed. 

Oliver åbner øjnene og møder Valdemars blik.
– Måske skulle vi sætte os op så, siger Oliver.
– Ja, måske. Men jeg gider bare ikke.
– Gider du ikke?
– Det er for hårdt.
– At sætte sig op?
– Ja.

Du skal læse Jeg hader når nogen fløjter, hvis du vil have en socialrealistisk ungdomsbog, der på en gang er let at fordøje og spændende i sin barskhed. Det er en bog som jeg let investerede mig i, og som jeg bestemt havde lyst til at læse til ende. 

michella b.

blogger, boghandler. bosat i odense. bog- & technørd. i <3 some

Leave a Comment